• Seriemorderens psyke
    Bogcafé

Bogcafé rejser ind i seriemorderens psyke

21. maj 2017, kl. 14.00

Bogcafé rejser ind i seriemorderens psyke

Med den debuterende krimiforfatter Andrias Andreasen som hovedperson undersøger Brecklings Bogcafé 21. maj i Sønderborg, hvad der kan gøre et menneske til seriemorder.

Der er lagt op til en hårrejsende søndag i Brecklings Bogcafé på Comwell i Sønderborg, når den 21. maj får besøg af forfatteren Andrias Andreasen, som for få måneder siden debuterede med romanen ”Lurian”.

Lurian vokser op under kummerlige forhold i 1970’erne og har allerede som 15-årig begået sit første af en række bestialske mord.  Mordene er detaljeret og blodigt beskrevet, og Andrias siger da også selv, at han er inspireret af fortællinger om amerikanske seriemordere såsom Jeffrey Dahmer.

- I bogcafeen vil vi gerne ind bag psykopatens facade og udforske hvad der driver dem, siger bogcafeens vært, Allan Breckling, der netop har interviewet en psykiater for at blive klædt på til at skabe dialog med forfatteren og med publikum.

En Sønderborg-trio

Breckling er skuespiller og bor i Sønderborg, hvor han hermed har stået bag i alt 22 bogcafé-arrangementer med skiftende forfattere.

I bogcafeen 21. maj medvirker Jette Grenaa Philippsen som oplæser. Hun har baggrund i Boldhusteatret i København og i børneteater og er nu bosat i Sønderborg. Det samme er dagens forfatter, Andrias Andreasen, som stammer fra Færøerne, men faldt for Sønderborg og blev boende efter et besøg hos en ven.

Som sædvanlig kan man begynde Bogcafeen med en frokostanretning kl. 14 – eller man kan møde til selve forfatterarrangementet kl. 15. Med spisning koster billetterne 200 kr. og uden 125 kr.

Billetter bestilles på mobil: 52 40 66 16 eller e-mail: acharling@gmail.com

Pris: 
125 - 200 kr.
Strandvej 1
6400 Sønderborg
Danmark
52 40 66 16
acharling@gmail.com