Job & Erhverv
NytNetværk Sønderborg
Mentorordningen hjælper højtuddannede nydanskere ind på det danske arbejdsmarked. Se hvordan du kan hjælpe eller blive hjulpet.
NytNetværk Sønderborg er en mentorordning, hvis ambition er at bidrage til, at nydanskere med en afsluttet videregående uddannelse (mentees) får større indsigt i værdier og normer på det danske arbejdsmarked og dermed i job. Mentorerne er frivillige erhvervsaktive danskere med stærke netværk.
Forløbet
NytNetværk Sønderborg danner rammerne for et 6 måneders programlagt samarbejde mellem mentor og mentee. Det 8. NytNetværk Sønderborg forløb starter til efteråret 2012.
Mentorer tilbydes et forløb hvor der bliver mulighed for at udvikle kompetencer indenfor ledelse, formidling og coaching m.v.
Parallelt hermed tilbydes Mentees et forløb hvor der gives en indsigt i det danske arbejdsmarked, undervisning i at skrive et "power-CV" og ansøgninger efter danske normer og regler, en udvidelse af et personligt netværk og ikke mindst at opbygge en motivation og selvtillid i den proces det er at søge job.
Mentorer
NytNetværk Sønderborgs mentorer er frivillige erhvervsaktive mænd og kvinder med fast tilknytning til arbejdsmarkedet med nogle års erhvervserfaring. Mentorene har stærke netværk og ønsker at bidrage til en anden persons udvikling i forhold til jobsøgning.
Mentees
NytNetværk Sønderborgs mentees er jobsøgende mænd og kvinder, kendetegnet ved at være nydansker, med en afsluttet videregående uddannelse. Mentees behersker dansk på et højt niveau, og ønsker at udvide sit danske netværk og hjælp i forhold til sin jobsøgning i Danmark.
Programmet
Mentorforløbet indledes med et par uddannelsesdage i efteråret, hvor mentorer og mentees undervises i emner som mentorskab, netværksdannelse og kulturforståelse.
Efter uddannelsesdagene fortsætter de sammensatte mentor/menteepar i et individuelt tilrettelagt sparringsforløb.
I de 6 måneder forløbet varer, vil der være en række netværksarrangementer for mentorer og mentees af både faglig og social karakter.
Værd at vide
NytNetværk Sønderborg har hidtil hjulpet 98 nydanskere i job eller til videreuddannelse.
De blev d. 2. november 2010 hædret med Integrationsprisen 2010, som blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen for en imponerende indsats, der tager fat i den enkeltes behov og gør Sønderborg til en attraktiv arbejdsby.
NytNetværk Sønderborg modtog Skulderklappet for August 2010, som uddeles af JydskeVestkysten og Sydbank A/S, for deres store indsats for at få nydanskere ind på det sønderjyske arbejdsmarked.
Udtalelser
Mentee: Shihua Wang Mogensen, 38 år
Jeg fik større kendskab til det danske arbejdsmarked og indsigt i, hvordan jeg målretter mine ansøgninger, og bedst søger job i en ny kultur. Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med min mentor.
Mentor: Marck: Thorning, 34 år
Allermest har jeg virkelig fået forståelsen af, hvad det vil sige at være nydansker i Danmark. Jeg har oplevet, hvordan mentees i den grad har været åbne overfor de udfordringer vi giver dem i projektet, og dermed at den tid vi som mentorer investerer, bliver modtaget, og giver 10-fold igen.






