Kultur & Aktiviteter
Sønderborg Ringridning
Ringridningen er sommerens helt store begivenhed i Sønderborg, hvor bl.a. verdens største herrefrokost løber af stablen.
Ringridningen er 4 dage (2. weekend i juli) med aktiviteter for både børn og voksne. En fantastisk mulighed for at opleve Sønderborg når den er bedst.
Der er koncerter rundt om i byen, og på Ringriderpladsen kan du opleve ringridningen og lade dig underholde med både Børneland og stemning i restaurantteltene.
Det farverige optog kan opleves fredag og søndag med deltagelse af mere end 500 ryttere og adskillige orkestre. Optoget starter ved slotspladsen, og går gennem byen til ringriderpladsen, hvor der dystes om titlen som ringriderkonge eller dronning. Se mere om tider og steder i programmet.
Herrefrokost
Sønderborg Ringridning er kendt for sin årlige herrefrokost, hvor mere end 1600 deltagere indtager det store festtelt. Det er verdens største herrefrokost, og den byder på flere kendte ansigter, der vender tilbage år efter år.
i over 100 år har frokosten fungeret som trækplaster for nye, gamle, herboende og ikke mindst udeboende sønderborgere. Billetterne er eftertragtede og svære at få fingre i.
Frokosten starter sædvanen tro mandag middag, og der er fællessang og spisning indtil teltet, midt på aftenen, bliver lukket op for kvinder og resten af offentligheden.
Børneland
Børnelandet til Sønderborg Ringridning er en forholdsvis ny men stærk tradition. Her har børnenes deres egen ringridning, frokost, eget aktivitetsprogram og en masse sjov at give sig i kast med.
Børnelandet er åben alle fire dage, og de mere end 100 frivillige hjælpere er med hele vejen, og de står gerne til rådighed til at svare på spørgsmål.








