Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Sønderborg Sommer Revy

Her kan du læse mere om den årlige Sommer Revy i Sønderborg. Forestillinger finder sted fra maj til juli på Sønderborg Teater.

Der er stadig billetter at få. Ring tirsdag til fredag mellem 11:00 og 15:00 på 74 42 87 02 - eller bestil direkte fra revyens hjemmeside, hvor du også kan se præcis dato og tidspunkt for forestillingerne.

Der er som altid en revymenu, der består af forret hovedret, dessert og natmad. Den fulde menu består af buffet eller en let menu.

Pressemøde 2012

Som altid til revyens pressemøde, havde revyholdet en lille gimmick i ærmet. Dette år var det i form af en lidt anderledes rollefordeling. Det var nemlig skuespillerne der stillede spørgsmålene, og journalisterne der måtte svare på deres skøre påfund. Se billeder fra seancen på vores Facebook-side.

Leif var også en tur i TVSyd, for at fortælle om årets revy.

27 nye revynumre

Der blev også løftet lidt af sløret for, hvad gæsterne kan forvente af årets revy.

Igen i år byder Danmarks tredjestørste revy på en perlerække af sjove, skøre og skæve påfund – og ikke mindst masser af talent. Det er nemlig de fem skuespillere Flemming Jensen, Leif Maibom, Trine Gadeberg, Ann Hjort og Kasper Gattrup, der står klar til at indtage Sønderborg, når der fredag den 25. maj er premiere på 31. sæson af Sønderborg Sommer Revy. Men allerede nu løfter holdet bag revyen lidt af sløret for årets indhold og store emner. 

– Vi kommer selvfølgelig ikke uden om den utrolig underholdende skare af danske politikere, der igen i år har sørget for at forsyne de danske revyer med masser af materiale. I Sønderborg Sommer Revys store politiske nummer står Flemming Jensen på scenen i et tryllenummer af europæisk karakter, fortæller en hemmelighedsfuld Leif Maibom, og fortsætter:

– Og så er det jo ingen hemmelighed, at grækerne har undermineret hele Europas økonomi, så mon ikke vi ser hele holdet som arbejdssky grækere?

Bilka, blikkenslagere og brystoperationer

Revyens i alt 27 numre tager kærligt og skarpt temperaturen på dagens Danmark og den danske folkesjæl med emner som bl.a. homoseksuelle vielser, store danskere, Bilka, blikkenslagere, brystoperationer og danskernes lovlydighed.

– Danskerne er jo lovlydige, endda næsten til den for gode side. Vi er jo så lovlydige, at vi gerne på kommunens opfordring anmelder hinanden for alt: Skattesnyd, sort arbejde og en hel del andet, som vi dog først afslører ved premieren den 25. maj, siger Leif Maibom.

Sønderborg Sommer Revy byder naturligvis også på et gensyn med Leif Maiboms folkekære karakter Thorleif. 

– Thorleif står i år klar med sit nye firma, der leverer ren energi, produceret økologisk af Ragnhild Margrethe. Og så går turen endnu en gang til Asserballe, der som bekendt skal være kulturhovedstad i 2017, afslører Leif Maibom.

Skuespillerholdet 2012

Årets skuespillerhold byder på både nye og gamle kendinger af Sønderborg Sommer Revy.

  • Flemming Jensen, har bl.a. vundet priser for "Årets revyskuespiller" og "årets revyforfatter".
  • Kasper Gattrup, kendt fra teatergruppen "Specialklassen".
  • Ann Hjort, der bl.a. er kendt som Puk fra Nissebanden i Grønland.
  • Trine Gadeberg der også er kendt fra bl.a. ‘City Singler’.
  • Thomas Pakula, kapelmester, der er med for 14. sæson.
  • Leif Maibom der som revydirektør nu er med til at opføre revy nr. 31 i Sønderborg.

Sønderborg Sommer Revy, der har nået status som Danmarks 3. største revy, tiltrækker 70% af sine tilskuere udefra. Op mod 10.000 tager turen over Storebælt for at få et godt grin i det sønderjyske.

Leif Maibom

Leif er direktør, forfatter og skuespiller i Sønderborg Sommer Revy på 31. år.

Leif debuterede som professionel revyforfatter i Holsterbrorevyen i 1978. Siden har Leif skrevet hundredvis af revytekster for revyer i hele landet.

Udover revy skriver Leif drama, satire, causerier, noveller, poptekster, m.v.

Han er bl.a. også forfatter til udkants-sangen.

En revy i provinsen

En revy-doku-drama (baseret på uvirkelige hændelser). En film om hvordan det kunne ha' været at lave revy i Sønderborg. En serie i 10 afsnit.

Content