Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Mikkel Linnet står ved siden af hans el-bil

Mikkel Linnet har i tre måneder testet en el-bil i Sønderborg.

Mikkel testede en el-bil i Sønderborgs gader

Af:Kasper Sørensen

Udskriv

Mikkel Linnet har brugt tre måneder på at teste en el-bil. Selvom der er mange plusser, er der endnu et stykke vej før den bliver mainstream. Se her hvad han har fået ud af turen.

Til daglig er han viceberedskabschef i Brand & Redning i Sønderborg Kommune. Det har været en ny oplevelse for ham at skifte den normale tjenestebil ud med en elbil. Ikke mindst pga. den nedsatte støj, der kommer fra en el-bil.

Elbilen har både fungeret som tjenestebil, når Mikkel har været på brandsyn eller en tur på rådhuset i Sønderborg og som privatbil for familien. El-bilen har været i brug de sidste tre måneder, og det er nu tid til at gøre status.

En meget stille oplevelse

- Det er en fantastisk bil til bykørsel og korte ture i omegnen. Den er lynhurtig, helt stille og meget nem at køre. Den har automatgear, så det er bare med at trykke på speederen og komme af sted, siger Mikkel.

En del har peget på, at det kan være farligt for cyklister og gående med en lydløs bil, men det er ikke noget, Mikkel har oplevet som et problem. Det betyder blot at man skal være lidt mere opmærksom på sine omgivelser, når man kører, mener han.

Teknologien er stadig ung

Specielt korte ture er en af bilen stærke sider. Men på de længere udflugter er der stadig en del forbedringer, der skal opnås før bilen klarer sig på lige fod med de nuværende benzindrevende alternativer.

- Teknologien er [red.] stadig ny, og der mangler lige lidt, før de kan konkurrere med traditionelle biler. Det største problem er nok rækkevidden. Under optimale forhold kører bilen vist omkring 130 kilometer på en opladning. Det holder så ikke om vinteren, hvor man bruger en del strøm på at varme bilen op. Så daler rækkevidden til 70 – 80 kilometer.

Udover distancen er der også lidt problemer med pladsen i den lille bil. Familien har forsøgt at tage på udflugt, men for at have plads til både barnevogn og indkøb, kræver det, at bagsædet bliver lagt ned, for at give plads nok til det hele.

El-bilen er stadig fremtid

- Jeg tror på elbilen som morgendagens bil for menigmand, men den skal udvikles lidt endnu. Jeg tror rækkevidden skal være noget større, før den rigtig slår igennem. Den er også stadig relativt dyr. Ser vi bort fra afgiften koster den ca. tre gange så meget som en lille benzin- eller dieselbil. Men det er kun et spørgsmål om tid, udvikling og lidt større produktionsserier. Elbilen er klimavenlig og det er dens store fortrin.

Bag projekt ”testenelbil.dk” står både elbils operatører og energiselskaber. I alt skal 30 testpiloter prøvekøre el-bilerne. Projektet er støttet af Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, og har til formål at blive klogere på el-bilens placering i det danske samfund.

Content